Bookmark and Share     Sitemap
 

Ramsløg

Ramsløg er en plante, som mange tror, er en invasiv plante. Men det er ikke helt rigtigt. Vi har haft den lige siden bondestenalderen og højst sandsynligt før. Dermed er det en udpræget dansk plante, som er blevet moderne at bruge i det nordiske køkken.
Allium Ursinum
Allium ursinum er det botaniske navn og betyder bjørneløg. Ramsløg er en løgplante med et langt smalt løg og langstilkede elliptiske, grundstillede blanke grønne blade.
Vi ser de første blade i februar/marts måned.
I maj måned blomstrer ramsløg med flotte, hvide stjerneformede blomster samlet i en åben skærm.
 
Efter afblomstringen danner den frugter med små sorte frø. Når frøene er modne, kommer myrerne, som efterstræber dem på grund af deres olieindhold. Dermed får myrerne mad, og frøene bliver spredt.

Ramsløg vokser primært i kystnære løvskove. De trives bedst på jord, der ikke tørrer ud. Ramsløg kan brede sig ret voldsom og udkonkurrerer næsten al anden vegetation. Men hvis man plukker blomsterne af, inden de sætter frø, undgås spredning.
 
En grønsag
Ramsløg bruges i mange lande som grønsag, og den er værd at dyrke. Ikke bare fordi den smager godt, men den har et meget stort C-vitaminindhold, faktisk mere end 10 gange så meget som citroner. Yderligere indeholder ramsløg også stoffer, der virker antibiotiske og er med til at styrke immunforsvaret.

Det er de unge blade, som har den fineste smag. Men hele planten kan bruges som dampet eller i wokretter. Den er lækker frisk i salater.
Dyrkning af ramsløg
 
Ramsløg kan også sås. Enten kan man høste sine egne frø eller købe dem. Frøene udsås med ca. 1 cm mellem frøene og i en dybde på ca. 1 cm. Skal sås i efteråret eller det allertidligste forår, da de skal have en kuldeperiode, inden de spirer. De spirer så frem i foråret med helt tynde, næsten græslignende blade. Der vil først kunne høstes i 2. eller 3 vækstsæson, og så har man grønt de næste mange år.

Ramsløg er en skovplante og vokser bedst på en muldet jord og i let skygge under buske, men kan også dyrkes i en række i køkkenhaven, hvor det vil være lettere også at høste løg og ikke kun blade.

Find sankesteder og ramsløg til deling
Går I en tur i skoven og oplever en ret skarp lugt af hvidløg, har I helt sikker fundet et godt sankested, men husk man må kun plukke blade og frø.
Himmerlands Urte- og Sansehave | CVR: 2776 9152 | Hæsumvej 74, 9530 Støvring  | Tlf.: 2426 7405